fredag den 9. marts 2018

Betal selv, sidste mand lukker og slukker.

Forny jer brødere, find nye våben, hvis kampen skal vindes. 

Så er der igen varslet konflikt, overenskomstforhandlingerne er igang, og gået i stå. Og desværre har fagforbundene ikke lært meget efter de sidste konflikter i det offenlige. 

Desværre tror de at man kan vinde imod sig selv. Ja jeg skriver i mod sig selv. Ikke fordi jeg ikke syntes at man som offenligt ansat skal have en løn man kan leve af og at man skal have lige stor stigning som de opnår på det private. 
Men det at strejke, kan jo kun vindes hvis arbejdsgiveren får tab. Men det offenlige kan ikke få tab. Det offenlige er jo mig selv. 
Så ikke nok at jeg bruger mine “opsparede” fagforenings penge som jeg får i strejke understøttelse. Så sparre kommunen også på budgettet ved at jeg ikke får løn. 
Og når den offenlige arbejdsgiver så laver en lockout i mod mine brødre og søstre, så er det igen Os der betaler og det offenlige der sparre den sure løn vi skulle have levet af. 
Det offenlige har jo ikke tab. Og skulle det ske at forældre og gamle vil have penge tilbage for manglende pasning, er det jo igen mig som skatte yder der betaler.  De får selvfølgelig ikke så meget ind i skatte indtægt, men det er et lille tab. Og i sidste ende også skal dækkes af os allesammen.

Men det er lige som om fagforeningerne ikke har indset at man ikke kan vinde på denne “gamle dags” strejke måde.

De burde have brugt tiden på at finde nye måder at lamme det offenlige på. Enten ved at søge væk, arbejde efter reglerne eller “sygdom”.  Eller noget helt tredie. Man har jo haft masser af tid til at tænke og udvikle nye våben. 
Men denne her strejke måde, er jo en ren “tab tab” situation. 
Det man evt får ind i lønningsposen kommer jo til at gå til ødet fagforeningskontigent og dækning af manglende lønindtægt i strejke perioden.

Det var letter for sømændene og Preben, så længe de kunne stoppe storebælt. Og det var letter for typograferne da de sad på pressen, inden web overtog deres jobs. 

Så hvorfor strejke, når man ikke kan vinde?? 

Og der er ikke fordi jeg mener at man ikke skal kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår. Og jeg kan da godt afslører at jeg ALTID har stemt NEJ til et forslag. Man ved jo ikke om man kunne have fået mere. 
Men hvor meget skal der ligges i lønningsposen for at en strejke/lockout kan betale sig hjem. Hvis man mister 10.000 kr. for at opnå en lønforhøjelse på 10 øre i timen, hvor mange timer skal man så arbejde før den er hjemme. 

Ud over dette er jeg bange for at dette samtidigt kan blive fagforeningernes endeligt. Man kan jo spørge sig selv om hvem der vil være i en fagforening, hvor man fremover altid skal betale tilbage på en tabt konflikt. Her tænker jeg på at kontinentet sandsynligt vil stige efter denne tabte konflikt. Og alle skal jo nok være med til at fylde strejke kasserne op igen. 
Og så kan man sige at det er dobbelt hårdt for dem der var omfattet at arbejdsgivernes lockout. Mange af disse skel enten selv betale eller tage lån for at få hyren hjem. Så de betaler mange gange til samme konflikt. Først til strejke kassen, der efter for at fylde den op, så sin egen understøttelse og tilsidst skat til dem de forhandler i mod. Så hvorfor så fagforening??

Så jeg ser et endnu større medlemsflugt efter strejken. 

Men kan jo spørge sig selv om det overhoved kan betale sig at fylde strejke kassen op igen og om man overhoved har mulighed for at forhandle løn og vilkår i det offenlige. 
Når arbejdsgiveren ikke har noget at tabe, altså provenu tab, men finiseres deres indtægter igennem skat, er de jo svære at vinde over ved brug af strejke. 
Og når arbejdsgiveren også er den eneste der kan diktere - ophæve resultater til lov, da de udover er forhandlingspartner også er lovgivende mangt. 
Og så kan man jo frygte at hver gang man fremover skal forhandle overenskomst i det offenlige, bare vil lockout og dikter. 

Den danske model er ikke bygget til de offenlige arbejdsmarked men til det private arbejdsmarked hvor arbejdsgiveren har noget at miste hvis man ikke når et forlig/aftale. 

Så man kan kun frygte for fremtiden som ansat i det offenlige. 

Hvis man skal sikre sig en løn udvikling og vil være i det offenlige, skal man enten være politiker eller ansat på åremål/konsulent. 

Så måske skulle alle pædagoger, sygeplejerske, lærer og plejerske sige der stillinger op i kommuner, regioner og staten. Og lade dem ansatte sig igen igennem i det offenlige igennem et privat selskab. Så kunne man jo forhandle løn med de private og det offenlige kunne købe arbejdskraft til dagsprisen. det er det regeringen kalder sund konkorance 

Selskabet kunne enda være fagforeningen der solgte arbejdskraft på kontrakt til det offenlige.

Tak for kampen kammerater og nogle kan sige tak for gælden. 



onsdag den 17. august 2016

Et kig ned af den vej vi kom fra.

Et kig ned af vejen, på fortiden.

Jeg en mand i sin bedste alder er er vild med mobiler og andre elektroniske dimser. Man kan nok ikke kalde mig for en maskinstormer, men er vild med teknik. Mit hjem er flydt med video overvågning, lys der tænder af sig selv og kan styres fra telefonen. Det skriver jeg meget mere om på My iPhone Goodies

Så disse betragtninger fra The old grumply man, er mere bare tanke om end modstand i mod en udvikling. 

Men jeg syntes det er spændende og har her lave nogle betragtninger om hvilken indflydelse denne mobilen har på vores liv eller har haft på vores opfattelse af verden.

Hvilken indflydelse har den teknologi på vores liv i stort og småt. 
Og der er ikke kun mobilen men også PC og padden. Hvad det gør ved os, vores børn og ikke mindst børnebørn. Hvilken indflydelse har det på vores allesammens historie.



Har det mere indflydelse på os end blot et ordsprog eller to der ikke lige kan forklares. - “så faldt 10 øre’en” og “jeg slår lige på tråden”, der begge er opstået da vi havde “rigtige” telefoner og teleboks. For ikke at tale om “telefon centralen”. 

En ting er at vi idag tror at vi foreviger alt ved at tage billeder og ligge alt op i “skyen”. Men i virkligheden gør vi måske det modsatte. Lige fra fødsel til døden har vi mobilen med. Stort set bliver alt dokumenteret med foto, video og opslag på nettet. 
Men hvad om mange år, kan man så stadigvæk finde det igen. Hvor sikre er vi på at de server og det format stadig kan læses. 
Hvordan skal vi finde det, på google? 

Jeg har ikke svaret men kun alle spørgsmålene. Jeg har lidt lomme filosofi og betrakninger. Og måske kan du bruge det eller bare få et grin over historien. 

Her er så nogle af de ting jeg har tænkt over.   


Kærestebreve. 

En gammel mand som jeg, kan godt huske det lille frækt smil på læben når man blev den heldige ejer af et sådan. 
Her var der et spil igang allerede når man skulle leverer brevet. Nogen gange var det smuglet ned i den udkåredes lomme eller skødeløst lagt et sted, for at blive fundet af den rette.



Det at være på rette sted på rette tid, sportshallen, tage dit tog på samme tid eller med samme bus. Og nej jeg snakker ikke om “byens gadekær” og “høstak”.

I dag skal jeg “bare” ha dit nummer eller kende din facebook. 
Og så var der den tid hvor man skulle skrive et sådan. Længslen, spændingen og forventningerne. 
Brevet med “skal vi være kærester” eller “du er sød” Ja - nej - ved ikke. Og så kunne man vente på et svar. Idag “Tinder”. 

Jeg er så heldig at jeg kan støder på en bunke gamle kæreste breve i mine bunker. Det vækker minder om en sjov og besværlig tid, på den gode måde. 

Det kunne være et afskedsbrev, til en man elsker.



Det ville ikke ske for mine børn/børnebørn. den historie tog digitaliseringen med sig.

Foto, begivenheder - her er min din familie.

Vi tager rigtig mange billeder med mobilen og denne bliver bedre og bedre. Det er billeder lige fra vores første kæreste til begravelse af bedste.



Men hvad sker der med disse billeder. 
Jeg ville give et bud på at en del af disse går tabt. Vi er vant til at man bare kan skyde løs. Og senere delete dem der ikke blev gode.

Det er ikke mobilens skyld. Det var noget der kom snigende ind da vi fik det digitale kamera. Det er super smart, men der er jo nogle bivirkninger. 
Her er der jo andre end fotohandleren det går ud over. For vi har skabt en generation af børn uden mulighed for at se deres forældre som unge. 

Digitale billeder er jo en fil der kun lever så længe der ligger på et digitalt lager. Desværre sker det at disse lager går tabt på den ene eller anden måde. 

Det kan være t mobilen er defekt, USB pinden blever vær eller slettet, eller en hand disk forsvinder. Mange har oplevet at få stjålet sin PC eller mobil. Og så forsvinder også hele familie historien. 

Nogen af os er så gamle at vi har “rigtige” billeder i papir. Andre har endda foto album. 



Vi kan finde vores bedste forældre frem og vise dem til børnene og børnebørnene. Mine forældre og jeg selv var så fornuftig at have gemt negativerne. For de læsere der ikke ved hvad et negativ, så er det den fysiske “fil” til billede, et lille stykke der er blevet belyst da billede blev taget i kameraet. Men det kan man altid slå op hvordan et sådan fungerede. 
Med et negativ kan man altid oprette nye kopier af billede.

Men der er jo bare vores familie og det er hører til i den kræs der går tabt. Men vores historie risiker også bliver  udvisket. Disse papir billeder og negativer komme kunne til tider også havne på det lokalhistoriske muserum. Så kunne man se udviklingen i byen. Vores nu værende filer når frem til samme muserum. Så den foto dokumenterede udvikling findes ikke længere. 


Bogen, - opslagsværket

Det slår jeg lige op, sagde min far tit når vi ved middagsbordet sad og diskuteret. 
Og ja jeg kommer fra et hjem med bøger. Her blev der læst, slået op i et leksikon og presset blomster i bøger. Disse samlinger at papir med små og store bogstabet. Nogle med læder ryk, nogle med stof, andre i billig udgave. Men fældes for disse var at man brugte dem som et arbejds redskab og noget at vende tilbage til.


Stuen var fyldt med disse stablet på reoler. Ja selv i køkkenet var der bøger. Koge bøger, der indholdt info om hvordan frk.Jensen lavede sovs, sylte og sild. 

I dag er det overtaget af ?? Tja. Internettet, blogger, google og andet. 
Men hvad gør det. 

Jeg tror at vi igen er blevet en lille smule fattigere. Ud fra at mange at disse kilder skifter info, alt efter hvad der er in og mode. Informationen om politik og korrekthed ændres og så sletter oplysningerne på nettet.

For eksempel, så er der ikke mange steder man kan læse om Pippis far NEGER kongen eller hvordan man tilbereder en god hvalbøf.  

Men udover denne måde at foretage sindelags kontrol på så sker der jo også det at gamle “sysler” forsvinder.

Hvor mange har presse blomster. Fundet en firekløver og gået hjem og presset den i en telefonbog. Enkelte af os kan huske at man i “gamle dage” selv kunne lave rullepølse. For at denne herlige spise skulle blive god skulle den presses ved hjælp at et par bøger. (hvis man ikke havde en rullepølsepresse.
  
Ak ja. den gamle tosse kan flere gode ting bøger kunne bruges til.

Et godt gamle huske råd er hvis Bimmer ikke kan falde i søvn på grund af hoste eller forkølelse. Så kunne man hæver sengen i hoved enden ved at ligge et par bøger ind under de forreste ben. Det hjalp kunne hjælpe og han kunne sove selv om han havde lidt hoste. 
Der skal jo en del mobiler eller iPads til at hæve sengen eller presse en rulle pølse.

Vores måde at huske på.

Allerede for nogle år siden begyndte jeg at glemme telefon nummer. De lå jo i mobilen og den kunne huske nummeret for os. 
Problemet er jo når man ikke har telefonen med. 

Det samme gælder jo password. Efterhånden som mobilerne liver bedre og bedre til alt ting. Hos Apple kan man nu bruge finger aftryk til at låse telefonen op, komme på e-boks og betale med. Hos Androide bruger man øje skanning til mange af samme ting. Så behøver man ikke at huske disse koder. Man kan også få kode huske apps.
Så det at bruge hjernen til at huske er ikke nødvendigt. men hvad nu når vi ikke har telefonen. ?? 

GPS og stedsans. 

Der er flere ting som GPSen har gjort ved vores liv. Jeg er ikke lige glade for dem alle. Jeg er af den holdning, at det “kvinde menneske der kævler” ikke er nogen fremskridt. Nu behøver man ikke en gang at have konen med på tur for at blive kommanderet rundt på de danske veje. Og så høre hun ikke efter. Men kan ikke en gang få et godt skænderi med den. “stop længere fremme
Nå men ud over det så gør den igen noget ved vores hjerne. Den bliver lidt sløv. Det mad at kigge og lægge mærke til landskabet og kende mærker gør man det ikke helt mere. 
Vi bliver “stedsans blinde”. Hvis vi ikke har vores GPS er vi på den.



Og så har vores brug af GPS også udkonkurreret landkortet. 
Og hvad så? Jeg er af den opfattelse at mange ikke lige ved hvor det forskellige byer ligger mere. Jo man ved at Århus ligger i Jylland men hvor ligger det i forhold til Viborg. Ligger det højre eller laver end Varde eller ligger Hvide sande ved Limfjorden. 
Det er nu også svært at vise børn hvor langt der er fra xx til yy. 

Vi får også “rejseplan” til at fortælle os hvordan vi finder frem. Hvornår vi skal afsted, når vi skal med det offenlige transport. Helt uden at stille spørgsmål om det nu er det letteste elle om der evt. kunne være andre muligheder. 


Post og breve - mail.

Vi kender jo allerede til at vi stort set ingen breve sender og om et par år måske slet ingen. 

Og hvad så. det er jo 100 gange letter at sende en mail, som er så gammeldags allerede. Så det bliver en FB massage eller en anden for chat. 
Og gør det noget. Måske ikke. Med lige som alt det andet så kommer vores efterfølger måske til at mangle noget. Brevene fra en af morfars kærester. Brevene fra da jeg var 7 og på min første ferie til vesterhavet. Brevet fra statsamtet vedr. forældremyndigheden eller bryllups invitationen.



Disse breve og kort giver jo din familie historie. Det er dokumenter/beviser for hvad der er sket i livets op og nedture.

Og vi vil jo alle jo gerne have et rigtigt kort fra nogen der er på ferie eller et glødende kæreste brev. Og en jule hilsen er da også rigtig sjov. Sådan et hvor der står "og nu er lille Marie begyndt at gå og Børge skal i skole til næste år"

Tja jeg er et gammel fjols...   

Venner, kammarater og SoMe

Jeg sender dig lige en snap. Kast lige en twit eller slå det op på fjæset. Det er her vi samles. 
Hvad er der blever af sammenhold og det at mødes med de andre. En meget stor del af vores indentitet skaber igennem medierne, Ikke ved at læse avisen og få nye indtryk. Men ved at være “på”. Vi tager billeder af vores mad og ligger op på instergam, vi youtube’er og nogle blogger endda, men så er de over 40 år.. De er gamle.

Selv sproget er ændret lol, smillyes er blevet til emojie. Vi hænger ikke ud på gaden men er online 27/7. Og det værste der kan ske er vi løbet tør for strøm. 
det der med at tale sammen er gammeldags, hvis det skal ske i den virkelig verden og analogt. 

Som en en gang skrev i der rigtige telefons barndom “Telefon er en god måde at tale med folk på uden at være nødt til at tilbyde dem en drink.” 

Økonomi, penge og betaling

Med ApplePay og MobilePay, er udtryk som “jeg har da lidt på bankbogen” blevet yt. Mange ved nok ikke en gang hvad en bankbog er. 
Lige som muligheder for at finde ud af hvad fik mormor i løn og hvad hun brugte de pengene på. Min gamle mor brugte det at føre en kasse bog. En lille rød bog hvor i hun skred ALT vedr deres økonomi.



Det er nu smart at vi kan bruge mobilen på flere måder til at betale for vare. Ja selv når vi handler på internettet kan vi betale med mobilen. Bagefter kan vi gå ind på vores bank konto og se hvad vi har brugt vores sure opsparede tjente penge på. Men hvor langt til bage kan vi se. Og er det overhoved spændende. 
Eller hvormeget fik vi i løn for 10 år siden.  

Skrivemaskinen, lommeregner og grammafonen. 

Og nej jeg er ikke en gammel sort hvid film. Og jeg er ikke fra tiden omkring “Casablanca og Humphrey Bogart”, Men jeg har både brugt en skrivemaskine, en lommeregner og ejer en grammafom. Men har for et par år siden streamede jeg er film fra min iPad, kom min datter forbi. I denne film fra fortiden



I samme film kunne man opleve at flere personer benytte en telefonboks. I et røg fyldt lokale sad en person og skrev på en skrive maskine og i baggrunden kørte en grammafon. Da min datter så det spurte jeg til om hun viste hvad han lavede. 
Og så måtte jeg forklare denne maskine fra fortiden. det både kunne skrive og printe på samme tid og dog analogt. Helt uden brug af net og wifi forbindelse. Ja selv musikken kom ud uden forbindelse til nettet. Utroligt.    

Tid til beslutninger


Når jeg prøver at kigge på ovennævnte, samlet. Så er vi ved eller har vi ændret historien. Vi sletter vores spor og gør vores børn historieløse. Ikke på den måde at de ikke vil kunne læse i historie bogen om det 2016. Men det vil ikke kunne finde noget om deres familie. Jo nu, men ikke om 20-30 år. Billeder af mormor er væk eller ude i skyen.

Hvad og hvor vi levede og hvad det kostede ver væk. Mor’s opskirft på frækkedeller er aldrig skrevet. Selv barnes første bog og billederne fra ferien ved vesterhavet ligger et sted på nettet, - måske.

Min familie historie ligger i 3 skotøjskasser og en cigar kasse med billeder og breve, gamle bankbøger m.m.. I reolen gemmer jeg min mors gamle regnskabsbog og alle udklip og nedskrevende opskrifter af hendes gode mad.


De gamle indianer havde et ordsprog der hed noget med at man skulle have tid til at få sjælen med. Måske er ved at rejse fra den og vores historie, med alt vores teknologi.. 

❤️❤️

søndag den 23. august 2015

Faglig dumping


Jeg kan til tider undre mig over, at en del gode mennesker, kollegaer og fagforening, er så aktive omkring social dumping.
 
Jeg ser jo snart daglig opslag på FB og i aviserne om social dumping. Og som så, er jeg er enig i, at man skal have en værdig løn og gode arbejdsforhold.
 
MEN jeg forstår så ikke. Hvorfor de samme gode mennesker, kollegaer og fagforeningsfolk,  står i køen hos det lokale super marked og køber 5 rundstykker for en 10'er. 

Her er det måske ikke social dumping. Men virkningen er den samme. Her er der tale om noget i min verden er langt værre. Her er tale om faglig dumping.
 
Det er åbenbart helt i orden at sælge "billige" varer (uden kvalitet), og uden fornøden faglighed baggrund. Man må bare ikke er udlænding eller hedder Michael O'Leary.
Her er det brød som er frembragt af medarbejder uden faglig overenskomst, og ALDRIG har set en rigtig bager. Brød der presser pris, kvalitet og mulighed for at tjene til en værdig løn. Der er ihvertfald ikke en faglært bager der ville kunne leve af de priser og ville nok også skamme sig over kvaliteten.
Denne udvikling, der gør at vi alle får dårligere og dårligere vare. Politikerne kalder der konkurrence og påstår at det er med til at give os et bedre udvalg. 
Det eneste jeg ser er dårligere og dyre varer. 

Lad mig lige fortælle en lille historie. Her for en lille årstid siden var jeg i staden med min frue. Vi var forbi Nørreport, hvor fruen bemærkede at fiskehandleren var lukket. 
Hvad! Fiskehandlernen er lukket, det var da ærgelig, den var ellers så god. Jeg må indrømme at jeg nok så lidt forvirret på hende og spurte, " hvornår er det sidst du har været der". Jeg viste at det mindst var 3-4 år siden. 
På skiltet stod der kukket på grund af fra faldende kunder. 
Der kunne lige så godt have stået " lukket på grund af svigt fra kunderne". 

Man kan jo ikke forvente at en, i dette tilfælde fiskehandel, skal kunne drive foretning på kunder der kommer hver 4. år. Og så kan det godt være at man er den bedste fiske handel i byen. Men hvis kunderne heller vil i "super marked" og købe uge gammelt fisk uden rådgivning og support, er der ikke noget at gøre. 
Fiskehandlen lukker, en faglig kompetent virksomhed drejer nøglen om og overlader market til supermarkeds køleboks. 

Jeg har det på samme måde når jeg ser folk i køen til supermarkeds "bager". Her er man kolletivt igang med at slå en fag specialist ihjel. Der finder ikke mange gode bagere til bage i landet. Og dem der findes går på akkord med deres faglig formåen og stolthed. De bliver kæde bager, der lever samme type brød til en lav pris for at forsøge at overleve. Det får kunderne til at gå på tanken eller supermarked og derved deres egen død. 

Men i sidste ende er det kundernes egen skyld. Vi vil ha billigt brød, gode slagter vare, frisk fisk. 

Vi er nået der til at man går ned i supermarked for at hente mælk og kommer hjem med en sovesofa i en ny indkøbt trailer. Alt samme købt i samme butik, solgt af ungarbejder og flaskedrenge. 

Og hvad er udbudet så. der er stort set kun 3 spillere på marked, Dansk supermarked, Coop og den Norske Menugruppe. Så det er snart lige meget hvor du går hen, så får du den samme “dårlige” vare. Der kan være forskal på pris og indpakning, men ellers er der den samme vare. Og medarbejderne har de samme, manglende faglige special uddannelse. 
Nogen vil sige at der har en faglig uddannelse som butiksassistent. Men det giver jo ikke kvalitet til rundstykkerne, kødet eller frisk fisk. Nogle af kæderne har enda et slogan der siger det klart. "I XXX har vi ikke medarbejdere – vi har MADarbejdere”. 

Jeg syntes at fagforeningerne og vi som forbruger skal tage maden og den faglige medarbejder tilbage. Vi vil ikke finde os i faglig dumping. Vi vil ha slagter, bager, grønthandler og fiskehandler  Vi må bruge lidt mere tid for at få de gode vare, men udvalget bliver større. Og varen får en pris der afspejler varens værdi. Men jeg er sikker på at der er det vær. 

Tækn over det næste gang du står i køen til morgenbrød eller bider i et blødt tørt rundstykke. Det var dig selv der valgte at være med til at lukke bageren? 
  



  


fredag den 31. juli 2015

Det sygehus, job og systemet

Hold da op, det er livsfarligt at være syg i Danmark. 
Et sådan udsagn kræver så følgelig en forklaring, så her der den, men pas på det er ikke for svage sjæle.

I løbet af det sidste halv andet år har jeg oplevet det at være syg i danmark, samt at have familie der har været patient i det offenlige sundhedsvæsen og vi overlevede alle. Men det er nok ikke eksperternes skyld, men mere en stædig vilje til at forstå og forklare, analyser det sygevæsen. Man bør have det på skemaet i folkeskolen og skrive i velkomst til nye borger i danmark. Sådan overlever du en sygeperiode og en kontakt til det offenlige sygehusvæsen og jobformidling.  

Det kan godt være at det lyder noget komisk, men jeg vil sige, at det er en oplevelse jeg på det kraftigelse vil advare imod. Og som jeg slet ikke forstår kan gå så galt og dog. Men jeg vil sige at arbejdet som patient, er langt mere stressende end at arbejde på en hver anden arbejdsplads.

Men det hele starter med at man får en elle anden sygdom som skal behandles. Man går til egen læge, som muligvis sender en videre. Måske bliver man indlagt, måske skal man bare i første omgang diagnostiseres. Det sker sundheds eksperter, på et hospital eller klinik, hvilken type er sådan set lige gyldigt. 
For HVER gang man møder en ny ekspert, der har med din sygdommen at gøre, skal man selv forklare hvad der er sket i det tidligere forløb, og hvad de tidligere eksperter i forløbet har sagt eller gjort.For det du har sagt tidligere følger ikke med dig, med mindre det er en fejl.
 
Man kunne fejl agtigt tro at de “nye” sundheds eksperter i dit forløb havde læst din journal inden du møder dem. Men her tager du fejl, de har ikke læst din journal, men hver gang stille de samme spørgsmål og gætte på hvad der er sket. I heldigste fald har de din journalen åben på en skærm, så de kan kontroller dit forløb. Men er der sneget dig en fejl ind i journalen, skal de nok spørge ind til den, men den rettes ikke. 
Har du f.eks i forløbet sagt at du har haft opkast symptomer eller er følesløs i benet, vil disse nye “eksperter” sige “hvornår var det sidste gang du kastede op” eller “har du stadigvæk en klap fod”. Dette tiltros for at du op til flere gange har sagt at du hverken kaster op elle har klap fod.  
Men det er åbenbart vigtigt at du for 120 gang siger det samme til en ny ekspert og denne kan spørge og undersøge samme fejl. 

Det næste du skal vende dig til er, at alle hospitaler i danmark kører med en anden tidszone end resten af danmark og din. Hvilken vides ikke. 
Men den tid du får til en undersøgelse, er altid kun vejledende. Og der skal tit ligges minst 15-30 minutter til. 
Tidsbegrebet i det offenlige sundhedsvæsen, betyder også at får du at vide at lægen vil ringe til dig, betyder det at du skal ringe op selv og spørge/rykke. 
Er du indlagt skal du vide at “jeg kommer lige om lidt”, betyder at der går en time eller to, så tage det roligt.

Men for at hjælpe dig og få dig med i dit forløb har man besluttet at indfører ny teknologi og medansvar. 

Også kaldt digital post, Nem SMS og Patient Partnerskab. Digital post betyder at du 8 ud af 10 gang vil få en indkaldelse i din e-boks om hvor du skal være kl. xx, muligvis også et skema du skal udfylde inden du kommen. Skemaet kan dog ikke, som ellers ville være logisk udfyldes digitalt og returneres, men skal udskrives og udfyldes med en pen. Så kan pleje personalet jeg senere taste det ind? Du skal også bare have det med når du kommer, for så kan eksperten jo lige spørge om det samme og se om du har svaret rigtigt. han har jo ikke haft mulighed for at læse det ad du jo først har afleveret det ved første møde og det ikke er indtastet. 

Nem SMS husker dig på at du skal komme til “deres” tid. Du modtager den sådan ca. hver anden gang et til to døgn før du skal være det. Her ville det så være smart hvis de havde konverteret hospitalstidszone til vores CET tid, som alle andre arbejder efter i danmark.

Når man så er kommet sig over første chok over dette sundhedssystem og dens tidszone, eksperter og fejl journaler, så begynder kampen i systemet. 
Man tror at man er i gode hænder. Man tror at man er i behandling. Men her tager man igen fejl. 
I denne, de hvide kitlers verden, har en hver lov til at have sig egen mening. Man gør det næsten til en dyd at man har det. En diagnose stillet at en ekspert kan sagtens afvige og være næsten modsat hos en anden ekspert. 
De kalder det “videnskab”. Her arbejdes med videnskab og “normal” menesket. Derfor vil du ALTID falde udenfor og der kan opstå fejl. Og sker der fejl er det ALDRIG ekspertens skyld men kan begrundes i at det er videnskab eller du er uden for normal gruppen. 
Jeg har selv oplevet at få at vide af en af disse hvidkitlet eksperter efter en operation, “vi kan jo ikke døre det bedre end Gud har skabt dig”, hvilket ikke er noget man har brug for eller kan bruge til noget. 

Men for at du skal følge at det drejer sig om dig og undgå at kunne drages til ansvar, indføres "patienten som partner". Så har du et medansvar for hele forløbet. Du bliver hermed en lille ekspert og de kan dele ansvaret med dig når der går noget galt. Så skal du selv have styr på hvilken medicin du får og hvilke tiltag der skal tages.
Tænk hvis alle erhverv indførte dette “partnerskab”. Hos din bager ville du få ansvaret for at brødet blivet tørt, hos mekanikerne ansvaret for at bilen kunne gå igennem et syn, og hos din it udbyder hvilket IP og DNS du gik på nettet med. 
Jeg har det sådan at jeg troede at det var derfor at jeg var med til at betale deres uddannelser, betale skat og vælge politiker, for at du kunne sørge for mig når jeg havde brug for det
 
Og selv om du nu er en partner i dit eget forløb vil du stadigvæk opleve at:

  • eksperter ikke er forberedt, og skal have hele historikken igen.
  • at hjælp hos et sundhedspleje personale, besvares med “kommer lige om …”
  • at fejl opstår og at det er uforståligt.
  • vente tid skyldes at vi er noget bagefter, (som altid)
  • at henvisninger ikke kommer frem eller skal hentes igen
  • at du altid skal rykke for alting, helst flere gange
  • journaler ikke er ajuor og ikke automatigs er tilgængelig for dem der skal bruge dem

Hvorfor er det så sådan. 
Jo med de politiker, eksperter i sundhed og arbejde, med de “velmenende” love og besparelser der er laver, for at centraliser, sparrer og samle viden, kan jeg godt se hvorfor af tingende går galt.

Så langt hen af vejen er det politisk bestemt. Ikke fordi politikerne siger det skal være sådan, mere fordi de ikke ved hvordan det de beslutter virket og udmøntes i den virkelig verden. 
Der er skåret så meget i personalet at de ikke kan få enderne til at hænge sammen. De ved ikke hvordan de skal løbe tiden ind og arbejdsopgaverne op. 
Men noget af det skyldes dårlig ledelse. Det er som om, at nedskæring/effektivitets/besparelse, bare er lagt ud på den enkelte afdeling og ikke er blevet indarbejdet i arbejdsgangene. Ligesom at gamle vaner stadig hersker blandt personalet. 

Eksempel vis koordineres oplysninger slet ikke. Hverken hvad der er lavet, hvad der skal laves. Pleje personalet kommer efter “lige et øjeblik” ind flere gange og enten spøger om samme oplysninger elle vil udføre samme behandling. Ligesom at lægerne og andre ekperter ikke læser eller dokumenter i patients journal.

Forsøger man at gå lidt ind i problemet kommer tit det samme svar. “Vores edb systemet taler ikke sammen”. SÅ FÅ DEM TIL DET, det er et teknisk problem der kan fikses. Andre undskyldninger er besparelse. Og så tror jeg desværre at en del medarbejder ikke længer har lysten til at arbejde i sundhedsvæsnet, og derfor ikke dokumenter, ikke tager henvendelser alvorligt eller sløser. 
Så et rigtigt sted at gå igang ville være at kigge på arbejdsgangende og gøre den letter, så man kun skal gå/tale/hjælpe patienten en gang. 
Derfor kunne lægen godt læse journalen inden de taler med patienten. Og plejepersonalet behøver ikke at løbe fra den ene ende af afdelingen til den anden for at få et svar, det er der tekniske løsninger på.
Arbejdsgange, arbejdsgange og ledelse ville være et godt sted at begynde. Og få så den ud er ikke “har lyst” mere. 

Og så er der hele kampen mellem sygehusene, regionerne og kommunen og egen læge. 

Sygehusene tjener penge på at få patienter ind, hvis egen læge eller kommunens plejepersonale ikke kan klare det. Der skal betales i dage og indlæggelser. der der derfor et skjult interesse i af få undersøgelser lagt på flere dage og ikke formidag/eftermiden. det vil sige at 2 undersøgelser som godt kunne ligge formidag/eftermiddag, bliver til mandag/onsdag. Der ved betales der for 2 dage og ikke en. Det er muligvis derfor at tidszoner er som den er 😊

En indlæggelse koster mere for hjemme kommunen, så hvis man kan få det over til at blive en “indlæggelse”, kommer der flere penge i kassen. Indlæggelse betyder ikke at du får en seng eller forplejning, blot at sygehuset har hele døgnet til rådighed og der kommer flere penge i kassen.

Nå men man kunne jo så håbe an når nu kommunen betaler for en del af systemet så ville oplysningerne om forløbet tilflyde din læge. Det kunne jo være rart når man nu en gang kom hjem igen. 
Men sådan er det ikke nødvendigvis. 
Og så er der jo den lille krølle på det hele, at når den læge får aktindsigt i dit forløb, er det kun det der er dokumenteret. Og der er ikke alt. 
Jeg har eksempler på at der mangler hele 3 dages indlæggelse, som ikke er nogen steder. 
Og så er data jo kun så gode som der er lagt ind og vedligeholdt. 

Og det med data er jo noget helt for sig. Her er vi allesammen udstyret med et medicin kort. Her står det medicin vi få. ALTSÅ hvis eksperterne skriver det og andre eksperter vedligeholder det. 
Og det er som alt andet her i livet. Det er der nok nogen der gør! 

Det er ikke let af være syg i Danmark.

Men hvis man tror at det at være syg kun handler om at blive rask så tager man fejl. Det at være syg betyder at der er mange andre der skal beskæftiges, have besked og hjælpe. Men skal lige pludselig også tage stilling til arbejdsplads sygedagpenge og sygeperiode længde. Man skal tage stilling til kollegaer, blomster og HR. 
Så hvis man ikke havde nok med at forklare læger, eksperter og terapister om hvad man fejler. Så starter det hele forfra når man kommer hjem eller bliver sygemeldt. 
Nu skal du til at forklare omverden og JOBCENTERTET  - hvordan man har det, - hvad den sidste ekspert har gjort/sagt, - hvilke blodprøver man har fået taget - hvilken medicin man tager, så kommer.

Jobcentret er igen et politisk besluttet enhed, der har til opgave at “hjælpe” dig. Det er en sammen rend af Job formidlingen,  sygesikringen og din sagsbehandler. 
Her skal du så starte for fra med at fortælle hvad du evt. fejler. Hvad eksperterne tror, din diagnose og behandling. Du skal komme med en forklaring om hvad du kan og hvad du evt. ville kunne og et tidsestimat. Ikke fordi denne din nye ekspert i dit liv og arbejdslivet, ved noget om din sygdom eller dit arbejde, men det er nu vedkommens arbejde. 
Og som så mange af de andre, så vil denne ekspert gerne have at du udfylder skemaer op din sygdom. Men for at være sikker på at det du bruger tid på vil han/hun samtidigt gerne have lov til at indhente oplysninger fra dine andre eksperter.
 
Men til forskel fra de andre “videnskabe” eksperter, er denne nye ven meget konkret. Oplysningerne tolker de som nu bedst passer ind i deres opgave. Op opgaver er jo at “hjælpe" dig tilbage hurtigst muligt til et arbejde. Du koster jo penge for os når du ikke laver noget. Der for tolkes der på alle udtalelser. 
Her har jeg eksempler på at når der i en udtagelse fra en ekspert står “det må antages at patienten bliver hel rask” tolkes det som vedkommende skal i jobtræning og er på vej du af arbejdsmarket. Lige som “patienten kan ikke klare tungt arbejde” betyder kan starte som flyttemand efter ryg kursus.

Denne kamp skal man så også tage, samtidig med at du skal være syg, forholde dig til din sygdom. 

Yderlig kommer der så dit arbejde, dine kollegaer din chef, som også skal informeres. 
Deres omsorg, interesse og spørgsmål skal nu også håndteres. De sender blomster med den ene hånd og tager for sig af dine arbejds opgaver med den anden hånd. Det er altsamme i em god mening, men sætter tanker igang op “kommer jeg tilbage” eller hvad nu hvis ikke. 
Og samtidigt er det jo rart at de er med på sidelinien. 

Med alle disse ting, diagnosen, fejl diagnoser, medicin, manglende indkaldelser, gentagelser af sygdoms forløb, manglende samarbejde mellem eksperterne, manglende journalskrivningen, job centeret, job vurdering, arbejdeplads og kollegaer, skemaer og manglende forståelse, kan det let ende med at du får posttraumatisk stress og må sygemeldes. 

Og overlever man så dette, men er syg i en længere periode kommer arbejdspladsen med et godt tilbud til dig. Du kunne jo skifte arbejde. Enten fordi de nu taber penge på dig, du mangler i driften eller fordi andre har stjålet dit arbejde. 
Det er ALDRIG dine kollegaer eller chef der er skyld i det, men systemet. 

Jeg fik et godt tilbud af mine “kollegaer”, løn for at holde sig væk.

Men skal fandenme være rigtig rask, have et overlevelses gen og kunne se de manglende sammen hænge for at kunne overleve at være syg i danmark. 

I virkeligheden bliver de "syge" til stltetøjs krukker, der bare skal håndteres og er en udgift for samfundet. 

Man skyder da heste! 

mandag den 6. juli 2015

- (blå) tillidsmænd og fagbevægelsen

Jeg har skrevet om de før her på bloggen. Denne fagforening, arbejdernes samlede front og kamp organisation. Denne her bevægelse og disse foreninger, hvor jeg har været medlem i snart 45 år. Disse hvor jeg selv har været med til at stifte og oprette nye faglige organisationer, sammenslutninger. Og hvor jeg har været aktiv og har været valgt over flere omgange og hvor jeg indtil fornylig var ansat.

DESVÆRRE er fagbevægelsen og TR systemet ved at være HELT UDE I HAMPEN - Enten har du overlevet sig selv eller også er de der er ansatte og valgte blevet for selv fede. 

Over årene er der sket noget. De er lige som en stor del af de socialistiske partiforeningerne blevet mere og mere blå. Og ligner snart en lille arbejdersgiver forening der leger og lever af medlemmernes penge.  
Tillidsmændene er blevet til arbejdsgivernes kontrollør og stikirenddreng. Der er rigtig mange af dem der er blevet til levebrøds-TR, hvis eneste mål er at være en del af kliken og nyde godt af medlemsbetalte goder. det er de samme TR der råber op om gyldne håndtryk og pamperi, mens de med den anden hånd tager for sig af medlemmernes penge. 
Det er et sørgeligt syn, ingen kamp gejst og altid afventende.. 

Man må ønske arbejdsgiverne tillykke med at de har haft held til at overbevise fagbevægelsen om at samarbejde er bedre end konflikt. Og det er jeg enig i. 
Men for mig er samarbejde, når flere udføre en fældes beslutning, som man er enig om. Desværre er det ikke sådan. TR organisationerne mener desværre at der er helt i arbejderbevægelsens ånd, at det altid foregår på arbejdsgiverens betingelser. At vores TR åbenbart syntes at det at tækkes chefen og arbejdsgiveren er at varetage medlemmernes interesse er jeg ikke enig i. Jeg mener at de (TR og fagbevægelsen) skal være mere fremme i skoen og høre hvad medlemmerne siger. 
Vi har længe set på at slagterierne har skåret ned, fyret folk og fået dem ned i løn. Samtidig med at de selv skovler penge i kassen. 

Sådan er det på mange arbejdsplads. Tillidsmanden sidder næsten på skødet af chefen, og lavede samarbejds politik,  samtidigt med der blev fyret folk. Når fyringen så er en realitet bruger TR folkene en del tid ved håndvasken. Forsøger at forhandle en rimelig fratrædelse til dem de har sparket ud. Samtidig med at de overfor medlemmerne prøver at overbevise dem om at de har gjort deres arbejde.

Efter min mening mangled der NOSSER, undskyld udtrykket, i vores fagbevægelsen og hos de vores tillidsmænd er parolen som sagt tidligere, samarbejde. Men om hvad, for hvem og på hvilke permisser. 
Jeg er af den opfattelse at fagforeningen og TR er til for mig og Os og der er vores ideer og forslag man skal handle efter. V  skal gå mere efter at sikre medlemmernes arbejde og vilkår end at tækkes kapitalen, chefen og arbejdsgiveren.

Det er de /os der skal komme med foreslagene til ændringer. Det er den/os der skal sige stop til tåbelige foreslag og forsøg. Det er især dem/os der skal få arbejdspladserne på rette kurs, ved at fortælle bestyrelses/FU og ledelserne hvad der i virkeligheden sker og skal til deres biks. 
At de spiller penge og goodwill på den måde deres regnedrenge, chefer og direktør køre butikken på. 

Og VI ved det godt, men vores TR og fagforeninger gør noget andet. Det er efterhånden lige som i kommunerne og staten, regnedrengene, cheferne og papperne der styre fagbevægelsen. Og ikke for og til medlemmernes fordel. 

Og jeg ved godt at det er Os der vælger vores TR og fagforeningspapper, hus det næste gang du skal vælge TR. 

Vil du har en blå eller rød, en der er din arbejdsgivers forlængede hånd eller en der tager dig sag alvorligt. 


Der er desværre sådan at de fleste nok ikke re rigitge røde og varetager din sag med er i årenes løb blevet temmelige blege. 
 

tirsdag den 9. juni 2015

Mit FITBIT helvede

Jeg ved ikke lige om der er en levevis, digital bums eller tiden. Men i denne digitale verden kan man selv på den sunde livs stil få stress. 

Jeg er efter hånden blevet en ældre omvandrende analog hankøns udgave af mennesket med en produktions dato i 1952. Jeg har igennem et par år nu forsøgt at benytte alverdens digital grej, her i blandt FITBIT. 


FITBIT er en hel verden for sig selv men armbånd, klips, vægt og meget mere. Men disse gadgets kan man se på diverse devicees hvad man vejer, antal km. man går, hvad man spiser og drikker. Her kan man konkurer imod andre FITBITTER.. 

Alt sammen meget godt, HVIS ikke man blev så afhængig og stresset af at bruge det.   

Som sagt er jeg en FITBITTER. Jeg kan se hvad mine børn, kone og venner går, antal skridt pr. uge. Her bliver vi listet op så man kan se hven der ligger nr. 1, 2, 3 o.s.v. 
En maget sjov ide til at starte med, MEN pludseligt går det “jer er på første pladsen” i den. Og så gælder det om at forsvare den lige ,eget om man vil gå eller ej. Man går og går for at hente de sidste 100 skridt for at få/slå en første plads eller bare en god plasering. 

Særlig belastende er det at konkurrencen går på antal skridt, beregnet ud fra personens højde, hvilket vil sige at min lille kone går (væsenlige) flere skridt end jeg når vi går den samme tur.? Samtidigt skal man ikke gå til en fest, holde en fridag, besøg venner, uden man har gået sine skridt. Misser man en dag, forfølger denne “slaphed” en hele ugen, da antal skridt udregnes pr. uge. Men går man pludseligt MEGET en dag, får man mange skridt på kontoen, MEN KUN den uge, - for 7 dage efter falder tallet tilsvarende… 

FITBIT opmindre en med at uddele forskellige skills. Fint nok, men det gør FITBIT vægten også… Tillykke du har tabt 3 kg., jubbi. 
Der er dog den lille have at her konguret men ikke imod de andre, men imod sig selv. Det er sådan set også godt nok, hvis ikke man vejer sig hver dag. Vægten er så nøjagtig at man konkurer på 100 g. Hold da op i dag har jeg tabt mig, hvor efter man dagen efter har tager på, 100 g. ØV. 


Det får man stress af. Den gode gamle vægt der kun registreret halve kg. Det var tider…

Og så siger man at holde øje med sin vægt og bevæge sig er sundt, måske - men ikke digitalt…..