Betal selv, sidste mand lukker og slukker.

Forny jer brødere, find nye våben, hvis kampen skal vindes. 

Så er der igen varslet konflikt, overenskomstforhandlingerne er igang, og gået i stå. Og desværre har fagforbundene ikke lært meget efter de sidste konflikter i det offenlige. 

Desværre tror de at man kan vinde imod sig selv. Ja jeg skriver i mod sig selv. Ikke fordi jeg ikke syntes at man som offenligt ansat skal have en løn man kan leve af og at man skal have lige stor stigning som de opnår på det private. 

Men det at strejke, kan jo kun vindes hvis arbejdsgiveren får tab. Men det offenlige kan ikke få tab. Det offenlige er jo mig selv. 

Så ikke nok at jeg bruger mine “opsparede” fagforenings penge som jeg får i strejke understøttelse. Så sparre kommunen også på budgettet ved at jeg ikke får løn. 

Og når den offenlige arbejdsgiver så laver en lockout i mod mine brødre og søstre, så er det igen Os der betaler og det offenlige der sparre den sure løn vi skulle have levet af. 

Det offenlige har jo ikke tab. Og skulle det ske at forældre og gamle vil have penge tilbage for manglende pasning, er det jo igen mig som skatte yder der betaler.  De får selvfølgelig ikke så meget ind i skatte indtægt, men det er et lille tab. Og i sidste ende også skal dækkes af os allesammen.

Men det er lige som om fagforeningerne ikke har indset at man ikke kan vinde på denne “gamle dags” strejke måde.

De burde have brugt tiden på at finde nye måder at lamme det offenlige på. Enten ved at søge væk, arbejde efter reglerne eller “sygdom”.  Eller noget helt tredie. Man har jo haft masser af tid til at tænke og udvikle nye våben. 

Men denne her strejke måde, er jo en ren “tab tab” situation. 

Det man evt får ind i lønningsposen kommer jo til at gå til ødet fagforeningskontigent og dækning af manglende lønindtægt i strejke perioden.

Det var letter for sømændene og Preben, så længe de kunne stoppe storebælt. Og det var letter for typograferne da de sad på pressen, inden web overtog deres jobs. 

Så hvorfor strejke, når man ikke kan vinde?? 

Og der er ikke fordi jeg mener at man ikke skal kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår. Og jeg kan da godt afslører at jeg ALTID har stemt NEJ til et forslag. Man ved jo ikke om man kunne have fået mere. 

Men hvor meget skal der ligges i lønningsposen for at en strejke/lockout kan betale sig hjem. Hvis man mister 10.000 kr. for at opnå en lønforhøjelse på 10 øre i timen, hvor mange timer skal man så arbejde før den er hjemme. 

Ud over dette er jeg bange for at dette samtidigt kan blive fagforeningernes endeligt. Man kan jo spørge sig selv om hvem der vil være i en fagforening, hvor man fremover altid skal betale tilbage på en tabt konflikt. Her tænker jeg på at kontinentet sandsynligt vil stige efter denne tabte konflikt. Og alle skal jo nok være med til at fylde strejke kasserne op igen. 

Og så kan man sige at det er dobbelt hårdt for dem der var omfattet at arbejdsgivernes lockout. Mange af disse skel enten selv betale eller tage lån for at få hyren hjem. Så de betaler mange gange til samme konflikt. Først til strejke kassen, der efter for at fylde den op, så sin egen understøttelse og tilsidst skat til dem de forhandler i mod. Så hvorfor så fagforening??

Så jeg ser et endnu større medlemsflugt efter strejken. 

Men kan jo spørge sig selv om det overhoved kan betale sig at fylde strejke kassen op igen og om man overhoved har mulighed for at forhandle løn og vilkår i det offenlige. 

Når arbejdsgiveren ikke har noget at tabe, altså provenu tab, men finiseres deres indtægter igennem skat, er de jo svære at vinde over ved brug af strejke. 

Og når arbejdsgiveren også er den eneste der kan diktere - ophæve resultater til lov, da de udover er forhandlingspartner også er lovgivende mangt. 

Og så kan man jo frygte at hver gang man fremover skal forhandle overenskomst i det offenlige, bare vil lockout og dikter. 

Den danske model er ikke bygget til de offenlige arbejdsmarked men til det private arbejdsmarked hvor arbejdsgiveren har noget at miste hvis man ikke når et forlig/aftale. 

Så man kan kun frygte for fremtiden som ansat i det offenlige. 

Hvis man skal sikre sig en løn udvikling og vil være i det offenlige, skal man enten være politiker eller ansat på åremål/konsulent. 

Så måske skulle alle pædagoger, sygeplejerske, lærer og plejerske sige der stillinger op i kommuner, regioner og staten. Og lade dem ansatte sig igen igennem i det offenlige igennem et privat selskab. Så kunne man jo forhandle løn med de private og det offenlige kunne købe arbejdskraft til dagsprisen. det er det regeringen kalder sund konkorance 

Selskabet kunne enda være fagforeningen der solgte arbejdskraft på kontrakt til det offenlige.

Tak for kampen kammerater og nogle kan sige tak for gælden. 

Faglig dumping

Jeg kan til tider undre mig over, at en del gode mennesker, kollegaer og fagforening, er så aktive omkring social dumping.

 

Jeg ser jo snart daglig opslag på FB og i aviserne om social dumping. Og som så, er jeg er enig i, at man skal have en værdig løn og gode arbejdsforhold.

 

MEN jeg forstår så ikke. Hvorfor de samme gode mennesker, kollegaer og fagforeningsfolk,  står i køen hos det lokale super marked og køber 5 rundstykker for en 10'er. 

Her er det måske ikke social dumping. Men virkningen er den samme. Her er der tale om noget i min verden er langt værre. Her er tale om faglig dumping.

 

Det er åbenbart helt i orden at sælge "billige" varer (uden kvalitet), og uden fornøden faglighed baggrund. Man må bare ikke er udlænding eller hedder Michael O'Leary.

Her er det brød som er frembragt af medarbejder uden faglig overenskomst, og ALDRIG har set en rigtig bager. Brød der presser pris, kvalitet og mulighed for at tjene til en værdig løn. Der er ihvertfald ikke en faglært bager der ville kunne leve af de priser og ville nok også skamme sig over kvaliteten.

Denne udvikling, der gør at vi alle får dårligere og dårligere vare. Politikerne kalder der konkurrence og påstår at det er med til at give os et bedre udvalg. 

Det eneste jeg ser er dårligere og dyre varer. 

Lad mig lige fortælle en lille historie. Her for en lille årstid siden var jeg i staden med min frue. Vi var forbi Nørreport, hvor fruen bemærkede at fiskehandleren var lukket. 

Hvad! Fiskehandlernen er lukket, det var da ærgelig, den var ellers så god. Jeg må indrømme at jeg nok så lidt forvirret på hende og spurte, " hvornår er det sidst du har været der". Jeg viste at det mindst var 3-4 år siden. 

På skiltet stod der kukket på grund af fra faldende kunder. 

Der kunne lige så godt have stået " lukket på grund af svigt fra kunderne". 

Man kan jo ikke forvente at en, i dette tilfælde fiskehandel, skal kunne drive foretning på kunder der kommer hver 4. år. Og så kan det godt være at man er den bedste fiske handel i byen. Men hvis kunderne heller vil i "super marked" og købe uge gammelt fisk uden rådgivning og support, er der ikke noget at gøre. 

Fiskehandlen lukker, en faglig kompetent virksomhed drejer nøglen om og overlader market til supermarkeds køleboks. 

Jeg har det på samme måde når jeg ser folk i køen til supermarkeds "bager". Her er man kolletivt igang med at slå en fag specialist ihjel. Der finder ikke mange gode bagere til bage i landet. Og dem der findes går på akkord med deres faglig formåen og stolthed. De bliver kæde bager, der lever samme type brød til en lav pris for at forsøge at overleve. Det får kunderne til at gå på tanken eller supermarked og derved deres egen død. 

Men i sidste ende er det kundernes egen skyld. Vi vil ha billigt brød, gode slagter vare, frisk fisk. 

Vi er nået der til at man går ned i supermarked for at hente mælk og kommer hjem med en sovesofa i en ny indkøbt trailer. Alt samme købt i samme butik, solgt af ungarbejder og flaskedrenge. 

Og hvad er udbudet så. der er stort set kun 3 spillere på marked, Dansk supermarked, Coop og den Norske Menugruppe. Så det er snart lige meget hvor du går hen, så får du den samme “dårlige” vare. Der kan være forskal på pris og indpakning, men ellers er der den samme vare. Og medarbejderne har de samme, manglende faglige special uddannelse. 

Nogen vil sige at der har en faglig uddannelse som butiksassistent. Men det giver jo ikke kvalitet til rundstykkerne, kødet eller frisk fisk. Nogle af kæderne har enda et slogan der siger det klart. "I XXX har vi ikke medarbejdere – vi har MADarbejdere”. 

Jeg syntes at fagforeningerne og vi som forbruger skal tage maden og den faglige medarbejder tilbage. Vi vil ikke finde os i faglig dumping. Vi vil ha slagter, bager, grønthandler og fiskehandler  Vi må bruge lidt mere tid for at få de gode vare, men udvalget bliver større. Og varen får en pris der afspejler varens værdi. Men jeg er sikker på at der er det vær. 

Tækn over det næste gang du står i køen til morgenbrød eller bider i et blødt tørt rundstykke. Det var dig selv der valgte at være med til at lukke bageren? 

  

  

Nærhed, tryghed og faglighed..

Jeg sad og tænker på, hvordan man i dag ser/oplever sin faglige forening = fagforening, hvis man da har en sådan.
Tænkte på, at i gammel dage da min far var ung, var han medlem af en fagforening, der viste noget om det fag han arbejde i. Fagforeningen kendte også til min fars mester og de arbejdsvilkår han arbejde under.
Det var også den gang, at folk var medlem af et politisk parti. Fordi de ville være med til at forandre samfundet. Og tit var der en samhørighed mellem det politiske standpunkt og fagforening.
Det var også den gang at arbejdernes kamp for bedre vilkår blev taget alvorligt.
Det var den gang, der var mange arbejder. Igennem årene har flere og flere fået bedre arbejdsvilkår, kravlet op ad rangstigen, og blevet ansatte som funktionær. Måske er de arbejdere stadigvæk, men følger de sig som så.
Måske ikke, og derfor ikke længer medlem af en fagforening og ej heller et arbejder parti. De tror måske på drømmen om "en hver er sin egen lykkes smed".
Alt omregnes i kronner og øre, og man stemmer efter hvem der er bedst til at love alverdens ting og skatte nedsættelse. Partiforeningerne består af levebrøds politiker + 10 lomme tyve.

Fagforeningen er i mange tilfælde blevet skiftet ud med en forsikrings forening.  En tilfældig sammenslutning der sælger ”forsikringer”, og som ikke representer faget. Her kender man ikke til de andre medlemmer, der holder ikke generalforsamlingen, eller tager demokratiske beslutninger. Foreningen "stjæler" de goder fagforeningen har opnået, og sælger dem videre.
Foreningen behøver slet ikke at kende noget til det fag man arbejder inden for.?

Men hvorfor dette skift.
Er de gamle fagforeningerne blevet så store at de ikke længer kender medlemmerne?
Og de personer der er administrer fagforeningerne, kender de ikke længere medlemmerne.
Hvor går det galt.

Som sagt, da min far var medlem af tømmer og snekker forbundet. Kom han på kontoret, han kendte de valgte og ansatte. De kom også ud på hans arbejdsplads og kendte mester. Var der noget han var i tvilv om kunne han komme ned på kontoret og tale med ”røde”.
Da jeg startede på arbejdsmarked, kom jeg i SID - lager og pak. Jeg kom på kontoret, og de kendte til min arbejdsplads.
Da jeg skiftede til andre fagforeninger kendere jeg til dem der var der, kon på kontoret - og de kendte til Os.
Det var meget trykt og nært.

I dag er jeg medlem af HK, og jeg kender ikke nogen af dem på kontoret.
Jeg ved ikke en gang om de kender mig og min arbejdsplads. Jeg har aldrig rigtigt talt med dem, og de har aldrig tale mine kollegaer. Der er dem over i HK og Os. Jeg kunne komme til generalforsamlingen, men der er over hos dem. I en halt anden by/bydel. Og der vil ikke være nogen jeg kender?

Jeg kunne lige så godt være i en forsikrings forening.

Fagforeninger er blevet for anonym, for stor, har nok i sig selv.
Den er ikke længere der hvor medlemmerne er - eller også er medlemmerne bare et andet sted.

Jeg plejer at sige, ”fagforeninger er det du gør den til”. Men hvis man som medlem ikke kan nå sin fagforening, mærke den, - så kan man ikke ”gøre den til, ens egen faglige forening”.
Men skal kunne mærke den, for at være i den.
Jeg er dog i dag TR suppleant og vil ikke melde mig ud af fagforeningen.
Men "den store" fagforeningerne, bliver nok aldrig min fagforening.
Der mangler nærhed, tryghed og ....