fredag den 9. marts 2018

Betal selv, sidste mand lukker og slukker.

Forny jer brødere, find nye våben, hvis kampen skal vindes. 

Så er der igen varslet konflikt, overenskomstforhandlingerne er igang, og gået i stå. Og desværre har fagforbundene ikke lært meget efter de sidste konflikter i det offenlige. 

Desværre tror de at man kan vinde imod sig selv. Ja jeg skriver i mod sig selv. Ikke fordi jeg ikke syntes at man som offenligt ansat skal have en løn man kan leve af og at man skal have lige stor stigning som de opnår på det private. 
Men det at strejke, kan jo kun vindes hvis arbejdsgiveren får tab. Men det offenlige kan ikke få tab. Det offenlige er jo mig selv. 
Så ikke nok at jeg bruger mine “opsparede” fagforenings penge som jeg får i strejke understøttelse. Så sparre kommunen også på budgettet ved at jeg ikke får løn. 
Og når den offenlige arbejdsgiver så laver en lockout i mod mine brødre og søstre, så er det igen Os der betaler og det offenlige der sparre den sure løn vi skulle have levet af. 
Det offenlige har jo ikke tab. Og skulle det ske at forældre og gamle vil have penge tilbage for manglende pasning, er det jo igen mig som skatte yder der betaler.  De får selvfølgelig ikke så meget ind i skatte indtægt, men det er et lille tab. Og i sidste ende også skal dækkes af os allesammen.

Men det er lige som om fagforeningerne ikke har indset at man ikke kan vinde på denne “gamle dags” strejke måde.

De burde have brugt tiden på at finde nye måder at lamme det offenlige på. Enten ved at søge væk, arbejde efter reglerne eller “sygdom”.  Eller noget helt tredie. Man har jo haft masser af tid til at tænke og udvikle nye våben. 
Men denne her strejke måde, er jo en ren “tab tab” situation. 
Det man evt får ind i lønningsposen kommer jo til at gå til ødet fagforeningskontigent og dækning af manglende lønindtægt i strejke perioden.

Det var letter for sømændene og Preben, så længe de kunne stoppe storebælt. Og det var letter for typograferne da de sad på pressen, inden web overtog deres jobs. 

Så hvorfor strejke, når man ikke kan vinde?? 

Og der er ikke fordi jeg mener at man ikke skal kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår. Og jeg kan da godt afslører at jeg ALTID har stemt NEJ til et forslag. Man ved jo ikke om man kunne have fået mere. 
Men hvor meget skal der ligges i lønningsposen for at en strejke/lockout kan betale sig hjem. Hvis man mister 10.000 kr. for at opnå en lønforhøjelse på 10 øre i timen, hvor mange timer skal man så arbejde før den er hjemme. 

Ud over dette er jeg bange for at dette samtidigt kan blive fagforeningernes endeligt. Man kan jo spørge sig selv om hvem der vil være i en fagforening, hvor man fremover altid skal betale tilbage på en tabt konflikt. Her tænker jeg på at kontinentet sandsynligt vil stige efter denne tabte konflikt. Og alle skal jo nok være med til at fylde strejke kasserne op igen. 
Og så kan man sige at det er dobbelt hårdt for dem der var omfattet at arbejdsgivernes lockout. Mange af disse skel enten selv betale eller tage lån for at få hyren hjem. Så de betaler mange gange til samme konflikt. Først til strejke kassen, der efter for at fylde den op, så sin egen understøttelse og tilsidst skat til dem de forhandler i mod. Så hvorfor så fagforening??

Så jeg ser et endnu større medlemsflugt efter strejken. 

Men kan jo spørge sig selv om det overhoved kan betale sig at fylde strejke kassen op igen og om man overhoved har mulighed for at forhandle løn og vilkår i det offenlige. 
Når arbejdsgiveren ikke har noget at tabe, altså provenu tab, men finiseres deres indtægter igennem skat, er de jo svære at vinde over ved brug af strejke. 
Og når arbejdsgiveren også er den eneste der kan diktere - ophæve resultater til lov, da de udover er forhandlingspartner også er lovgivende mangt. 
Og så kan man jo frygte at hver gang man fremover skal forhandle overenskomst i det offenlige, bare vil lockout og dikter. 

Den danske model er ikke bygget til de offenlige arbejdsmarked men til det private arbejdsmarked hvor arbejdsgiveren har noget at miste hvis man ikke når et forlig/aftale. 

Så man kan kun frygte for fremtiden som ansat i det offenlige. 

Hvis man skal sikre sig en løn udvikling og vil være i det offenlige, skal man enten være politiker eller ansat på åremål/konsulent. 

Så måske skulle alle pædagoger, sygeplejerske, lærer og plejerske sige der stillinger op i kommuner, regioner og staten. Og lade dem ansatte sig igen igennem i det offenlige igennem et privat selskab. Så kunne man jo forhandle løn med de private og det offenlige kunne købe arbejdskraft til dagsprisen. det er det regeringen kalder sund konkorance 

Selskabet kunne enda være fagforeningen der solgte arbejdskraft på kontrakt til det offenlige.

Tak for kampen kammerater og nogle kan sige tak for gælden.