Lad mig sige det klart og lige fra starten at jeg støtter den danske model, så længe vi har den i sin nuværende form. Og der med støtter jeg også den danske fagbevægelse i deres konflikten med vejlegaarden.
Jeg vil dog ikke gå så langt at sige at der er den eneste vej. Fagforeningerne har været og er måske, for langt fra dem de skal arbejde for. Muligvis fordi der er for mange der mener at de er udødelige.
Men det er en anden snak, som man kan læse her på blokken.
Så tilbage til den danske model. Hvis man ikke længer, kun skal have en arbejdsgiver- og fagforening på et område. Som gør at samme vilkår gælde for alle ansatte, så er der jo flere ting der skal ændres.
For eks. skal dem der er medlem af en "rød' fagforening ikke kunne sendes ud til en arbejdsgiver med en "gul" overenskomst og dermed tvinges ned i løn.
Eller også skal arbejdsgiveren uanset hvilken arbejdsgiverforening han så er medlem af, og har tegnet overenskomst med, altid give den ansatte den den løn som svare til den ansattes faglige medlemsskab.
Således at arbejdsvilkår, rettigheder og løn følger arbejdstagerens fagligemedlemsskab og organisation.
Så må de "gule" germe sælge og forhandle ringere vilkår, og derved også en "billigere" medlemsskab af en arbejdsmarkeds samslutning. Så ved man hvad man får for sine penge.
Og så kan de "rigtige" fagforeninger organisere de medlemmer der vil betale for de bedre vilkår.
På den måde vil man få "organisations" frihed, men samtidig også kunne se den forskel der er imellem en faglig organisation og en sammenslutning. Både på arbejdsvilkår og faglig sparring.
Det sidste kræver dog at fagbevægelsen kommer igang med at være faglig igen.
Det kunne måske også få nogen til at regne på om det så kunne betale sig at gå fra en rigtig fagforening til en fagligsammenslutning.
For hvis man får 1 kr. mindre i timen, så har de hurtigt fået brugt det lavere komtigent.
Og hvis så fagbevæglsen er dygtige nok vil de gule spor snart forsvinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar