Jeg sad og tænker på, hvordan man i dag ser/oplever sin faglige forening = fagforening, hvis man da har en sådan.
Tænkte på, at i gammel dage da min far var ung, var han medlem af en fagforening, der viste noget om det fag han arbejde i. Fagforeningen kendte også til min fars mester og de arbejdsvilkår han arbejde under.
Det var også den gang, at folk var medlem af et politisk parti. Fordi de ville være med til at forandre samfundet. Og tit var der en samhørighed mellem det politiske standpunkt og fagforening.
Det var også den gang at arbejdernes kamp for bedre vilkår blev taget alvorligt.
Det var den gang, der var mange arbejder. Igennem årene har flere og flere fået bedre arbejdsvilkår, kravlet op ad rangstigen, og blevet ansatte som funktionær. Måske er de arbejdere stadigvæk, men følger de sig som så.
Måske ikke, og derfor ikke længer medlem af en fagforening og ej heller et arbejder parti. De tror måske på drømmen om "en hver er sin egen lykkes smed".
Alt omregnes i kronner og øre, og man stemmer efter hvem der er bedst til at love alverdens ting og skatte nedsættelse. Partiforeningerne består af levebrøds politiker + 10 lomme tyve.
Fagforeningen er i mange tilfælde blevet skiftet ud med en forsikrings forening. En tilfældig sammenslutning der sælger ”forsikringer”, og som ikke representer faget. Her kender man ikke til de andre medlemmer, der holder ikke generalforsamlingen, eller tager demokratiske beslutninger. Foreningen "stjæler" de goder fagforeningen har opnået, og sælger dem videre.
Foreningen behøver slet ikke at kende noget til det fag man arbejder inden for.?
Men hvorfor dette skift.
Er de gamle fagforeningerne blevet så store at de ikke længer kender medlemmerne?
Og de personer der er administrer fagforeningerne, kender de ikke længere medlemmerne.
Hvor går det galt.
Som sagt, da min far var medlem af tømmer og snekker forbundet. Kom han på kontoret, han kendte de valgte og ansatte. De kom også ud på hans arbejdsplads og kendte mester. Var der noget han var i tvilv om kunne han komme ned på kontoret og tale med ”røde”.
Da jeg startede på arbejdsmarked, kom jeg i SID - lager og pak. Jeg kom på kontoret, og de kendte til min arbejdsplads.
Da jeg skiftede til andre fagforeninger kendere jeg til dem der var der, kon på kontoret - og de kendte til Os.
Det var meget trykt og nært.
I dag er jeg medlem af HK, og jeg kender ikke nogen af dem på kontoret.
Jeg ved ikke en gang om de kender mig og min arbejdsplads. Jeg har aldrig rigtigt talt med dem, og de har aldrig tale mine kollegaer. Der er dem over i HK og Os. Jeg kunne komme til generalforsamlingen, men der er over hos dem. I en halt anden by/bydel. Og der vil ikke være nogen jeg kender?
Jeg kunne lige så godt være i en forsikrings forening.
Fagforeninger er blevet for anonym, for stor, har nok i sig selv.
Den er ikke længere der hvor medlemmerne er - eller også er medlemmerne bare et andet sted.
Jeg plejer at sige, ”fagforeninger er det du gør den til”. Men hvis man som medlem ikke kan nå sin fagforening, mærke den, - så kan man ikke ”gøre den til, ens egen faglige forening”.
Men skal kunne mærke den, for at være i den.
Jeg er dog i dag TR suppleant og vil ikke melde mig ud af fagforeningen.
Men "den store" fagforeningerne, bliver nok aldrig min fagforening.
Der mangler nærhed, tryghed og ....
Tænkte på, at i gammel dage da min far var ung, var han medlem af en fagforening, der viste noget om det fag han arbejde i. Fagforeningen kendte også til min fars mester og de arbejdsvilkår han arbejde under.
Det var også den gang, at folk var medlem af et politisk parti. Fordi de ville være med til at forandre samfundet. Og tit var der en samhørighed mellem det politiske standpunkt og fagforening.
Det var også den gang at arbejdernes kamp for bedre vilkår blev taget alvorligt.
Det var den gang, der var mange arbejder. Igennem årene har flere og flere fået bedre arbejdsvilkår, kravlet op ad rangstigen, og blevet ansatte som funktionær. Måske er de arbejdere stadigvæk, men følger de sig som så.
Måske ikke, og derfor ikke længer medlem af en fagforening og ej heller et arbejder parti. De tror måske på drømmen om "en hver er sin egen lykkes smed".
Alt omregnes i kronner og øre, og man stemmer efter hvem der er bedst til at love alverdens ting og skatte nedsættelse. Partiforeningerne består af levebrøds politiker + 10 lomme tyve.
Fagforeningen er i mange tilfælde blevet skiftet ud med en forsikrings forening. En tilfældig sammenslutning der sælger ”forsikringer”, og som ikke representer faget. Her kender man ikke til de andre medlemmer, der holder ikke generalforsamlingen, eller tager demokratiske beslutninger. Foreningen "stjæler" de goder fagforeningen har opnået, og sælger dem videre.
Foreningen behøver slet ikke at kende noget til det fag man arbejder inden for.?
Men hvorfor dette skift.
Er de gamle fagforeningerne blevet så store at de ikke længer kender medlemmerne?
Og de personer der er administrer fagforeningerne, kender de ikke længere medlemmerne.
Hvor går det galt.
Som sagt, da min far var medlem af tømmer og snekker forbundet. Kom han på kontoret, han kendte de valgte og ansatte. De kom også ud på hans arbejdsplads og kendte mester. Var der noget han var i tvilv om kunne han komme ned på kontoret og tale med ”røde”.
Da jeg startede på arbejdsmarked, kom jeg i SID - lager og pak. Jeg kom på kontoret, og de kendte til min arbejdsplads.
Da jeg skiftede til andre fagforeninger kendere jeg til dem der var der, kon på kontoret - og de kendte til Os.
Det var meget trykt og nært.
I dag er jeg medlem af HK, og jeg kender ikke nogen af dem på kontoret.
Jeg ved ikke en gang om de kender mig og min arbejdsplads. Jeg har aldrig rigtigt talt med dem, og de har aldrig tale mine kollegaer. Der er dem over i HK og Os. Jeg kunne komme til generalforsamlingen, men der er over hos dem. I en halt anden by/bydel. Og der vil ikke være nogen jeg kender?
Jeg kunne lige så godt være i en forsikrings forening.
Fagforeninger er blevet for anonym, for stor, har nok i sig selv.
Den er ikke længere der hvor medlemmerne er - eller også er medlemmerne bare et andet sted.
Jeg plejer at sige, ”fagforeninger er det du gør den til”. Men hvis man som medlem ikke kan nå sin fagforening, mærke den, - så kan man ikke ”gøre den til, ens egen faglige forening”.
Men skal kunne mærke den, for at være i den.
Jeg er dog i dag TR suppleant og vil ikke melde mig ud af fagforeningen.
Men "den store" fagforeningerne, bliver nok aldrig min fagforening.
Der mangler nærhed, tryghed og ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar